Vedtægter

§ 1. LykkeLy
Stk. 1. Den private selvejende institutions navn er LykkeLy, beliggende på Vestvej 20 3450 Allerød, cvr. Nr 37703745.
Institutionen har hjemsted i Allerød Kommune.
Institutionen drives som selvejende privat institution efter Dagtilbudslovens § 19 stk. 5, med en bestyrelse bestående af forældre.

§ 2. Overordnede mål
Stk. 1. Institutionen drives som privat institution i henhold til lov om dagtilbud §§ 19 – 20 og §§ 36 – 40.
Privatinstitutionen skal leve op til de enhver tid gældende krav og lovgivning, der er gældende inden for daginstitutionsområdet samt kommunens godkendelseskriterier.
Vi følger de mål og værdier som Allerød Kommune har vedtaget. Det er vedtaget at lykkely er karakteriseret ved følgende værdier: Tryghed, Omsorg, Trivsel, Nærvær, stærke relationer åbenhed og faglighed.

§ 3. Institutionens formål
Stk. 1. Institutionens formål er at virke som dagtilbud for op til 52 børn i alderen 0 år til skolestart.
Stk. 2. Institutionens formål er endvidere – med respekt for de af kommunen fastsatte mål og rammer at skabe et aktivt fællesskab og udvikle personlige, sociale og sproglige færdigheder. At fremme og udvikle forståelse for krop og bevægelse, naturen og naturfænomener samt kulturelle udtryksformer og værdier.
LykkeLy står åbent for alle uanset race, religion og politisk anskuelse.
Påvirkning der sigter mod ensretning, må ikke finde sted, institutionen skal arbejde for at fremme tolerance og medmenneskelighed.
Stk. 2. Institutionens formue er henlagt til institutionens formål.

§ 4. Institutionens ledelse
Stk. 1 Institutionens ledelse består af en bestyrelse, der varetager den overordnede ledelse i henhold til gældende forretningsorden, herunder arbejdsgiverkompetencen for institutionens personale, og en leder, der – i henhold til de til enhver tid gældende love og bestemmelser, og under ansvar overfor bestyrelsen – varetager den daglige pædagogiske og administrative ledelse af institutionen, samt de opgaver der er forbundet hermed.

§ 5. Bestyrelsens sammensætning
Stk. 1 Bestyrelsen består af i alt 6 medlemmer, der sammensættes således:
4 medlemmer vælges af og blandt forældre til børn indskrevet i institutionen.
2 medlemmer vælges af forældre til børn indskrevet i institutionen blandt forældre til børn indskrevet i institutionen eller blandt øvrige personer uden for forældregruppen med tilknytning til og interesse i at deltage i institutionens bestyrelse.
På det førstkommende møde efter valg til bestyrelsen, konstituerer bestyrelsen sig med en formand og en næstformand.

§ 6. Valg til bestyrelsen
Stk. 1. Bestyrelsen indkalder, i samarbejde med institutionens leder, skriftlig til forældremøde med valg til bestyrelsen. Mødet skal finde stede årligt.
Ved mødet bruges nedenstående dagsorden:
1. Valg af dirigent
2. Valg af referent
3. Valg af stemmetællere
4. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter iht. vedtægterne

Efter mødet underskrives referatet af den valgte dirigent, den valgte referent og den afgående bestyrelsesformand. Af referatet skal fremgå det fulde navn på de valgte bestyrelsesmedlemmer og suppleanter, samt hvilke bestyrelsesmedlemmer der fortsætter i bestyrelsen.
På forældremødet orienterer den siddende bestyrelse om årets arbejde, ligesom institutionens leder orienterer om institutionens arbejde.
Stk. 2. Bestyrelsen medlemmer vælges for en 2 årig periode med tre medlemmer på valg hvert år. Valgt er de personer der opnår flest stemmer. Forældrerepræsentanter i bestyrelsen kan fra den dato barnets tilknytning til institutionen ophører, såfremt disse ikke ønsker at fortsætte deres arbejde i bestyrelsen, eller at bestyrelsen allerede er konstitueret med to øvrige personer uden for forældregruppen.
Stk. 3. Der kan vælges indtil 2 suppleanter, som indtræder i bestyrelsen, hvis de under stk. 1. nævnte bestyrelsesmedlemmer, på grund af sygdom eller bortrejse får længerevarende forfald i mere end 2 måneder eller helt udtræder af bestyrelsen. Suppleanter indtræder for den resterende valgperiode. Rækkefølgen sker iht. stemmetal. Suppleanter vælges for et år ad gangen og indtræder i bestyrelsen i forhold til antallet af stemmer.
Stk. 4. Er der ikke valgt suppleanter for forældrerepræsentanterne, skal der inden for 4 uger, fra forfaldet er bestyrelsen bekendt, afholdes forældremøde med suppleringsvalg til bestyrelsen. Det nyvalgte bestyrelsesmedlem indtræder herefter i resten af valgperioden.

§ 7. Stemmeret og valgbarhed
Stk. 1 Forældre med børn i institutionen er valgbare og har valgret vedrørende forældrerepræsentanter i bestyrelsen. Ved afstemningen kan der afgives en stemme pr. indskrevet barn i institutionen. Der vil i særlige situationer kunne tillægges andre end de biologiske forældre valgbarhed og valgret f.eks. plejefamilier. Dette kræver dog forudgående institutionens bestyrelsens godkendelse.
Stk. 2. Valgbare til institutionens bestyrelse er også op til 2 medlemmer blandt øvrige personer uden for forældregruppen med tilknytning til og interesse i at deltage i institutionens bestyrelse.
Stk. 3. Medarbejdere i institutionen er ikke valgbare til bestyrelsen.
Stk. 4. Valg til bestyrelsen sker ved simpelt stemmeflertal, dvs. valgt er den/de personer med flest stemmer. I tilfælde af stemmelighed, hvorved der ikke kan træffes afgørelse om, hvem der er valgt til bestyrelsen, finder der omvalg sted mellem de kandidater, der har fået lige mange stemmer.

§ 8. Bestyrelsens arbejde
Stk. 1. Bestyrelsen afholder mindst 10 møder årligt.
Stk. 2. Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede.
Stk. 3. Bestyrelsesmøder indkaldes og ledes af formanden eller ved dennes forfald af næstformanden. Hvis formanden ikke – trods henstilling fra mindst 2 medlemmer – indkalder til møde, kan 3 medlemmer indkalde til møde med mindst 1 uges varsel og med angivelse af dagsorden.
Stk. 4. Indkaldelse til bestyrelsesmøde skal ske skriftligt med mindst 1 uges varsel. Sammen med indkaldelsen fremsendes dagsorden for mødet med angivelse af de sager der er til behandling.
Stk. 5. Bestyrelsen udøver sin virksomhed i sine møder og bestyrelsens afgørelser træffes, medmindre andet er bestemt i vedtægten eller i forretningsordenen, ved almindelig
flertalsbeslutning. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende. Forretningsordenens bestemmelser kan ikke overgå vedtægternes bestemmelser.
Stk. 6. Beslutninger omhandlende lederansættelser, institutionens formue kræver almindelig flertalsbeslutning. Ejendomsforhold kræver tilslutning fra 5/6 af bestyrelsens medlemmer.
Stk. 7. Over bestyrelsens forhandlinger og trufne beslutninger føres enten en protokol, der underskrives af de i mødet deltagende bestyrelsesmedlemmer, eller der udarbejdes et skriftligt referat, der tilstilles samtlige bestyrelsesmedlemmer senest 14 dage efter mødet, og godkendes på det efterfølgende møde. Ethvert bestyrelsesmedlem, såvel som institutionens leder, kan forlange at få særstandpunkter eller mindretals opfattelse ført til referat. De deltagende medlemmer bekræfter mødets afholdelse og at referatet er i overensstemmelse med det behandlede og besluttede.
Stk. 8. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden, som skal forefindes skriftlig.
Forretningsordenen er en præcisering af bestyrelsens arbejdsform og fastlægger f.eks. omfanget af eventuel delegering af opgaver
Stk. 9. Det påhviler bestyrelsen at drage omsorg for, at de til enhver tid siddende bestyrelsesmedlemmer, ved deres indtræden i bestyrelsen, er gjort bekendt med indholdet af institutionens vedtægt, bestyrelsens forretningsorden, øvrige i institutionen gældende retningslinjer, samt andre regler mv. der er fastsat af bestyrelsen.

§ 9. Øvrige deltagere i bestyrelsens møder
Stk. 1. Institutionens ledelse deltager i bestyrelsens møder som bestyrelsens sekretær / sagsbehandler uden stemmeret. Desuden deltager en medarbejderrepræsentant 2-4 gang årligt uden stemmeret og en uafhængig med pædagogisk-, juridisk-, økonomisk- eller ledelseserfaring uden stemmeret.
Stk. 2. Bestyrelsen kan beslutte, at der skal indkaldes relevante personer til møderne.

§ 10. Tavshedspligt
Stk. 1. Bestyrelsesarbejdet er i henhold til forvaltningsloven og straffeloven underlagt en almindelig tavshedspligt, der fortsætter efter bestyrelsesmedlemmet er udtrådt af bestyrelsen.
Bestyrelsen er forpligtet til skriftligt at orientere nye bestyrelsesmedlemmer om denne
tavshedspligt og modtage kvittering for bestyrelsesmedlemmets modtagelse af denne orientering.

§ 11. Bestyrelsens kompetence
Stk. 1. Bestyrelsen påser, at institutionens administrative og økonomiske anliggender varetages under hensyn til institutionens formål, og de love og regler der til enhver tid gælder for institutionens ledelse og drift.
Stk. 2. Indgåelse og ophævelse af aftaler, der rækker ud over institutionens daglige ledelse og drift, kræver bestyrelsens tilslutning.
Stk. 3. Indgåelse og ophævelse af aftalen mellem institutionen og administrationsorganisationer, forhold der vedrører institutionens egenkapital og formue kræver tilslutning fra 5/6 af bestyrelsens medlemmer.

§ 12. Optagelseskriterier
Stk. 1. Institutionen er tilgængelig for alle børn også børn med særlige behov.
Stk. 2. Optagelse i institutionen sker iht. anciennitet på ventelisten dog under hensyntagen til at søskende har fortrinsret til institutionens pladser samt af hensyn stuernes sammensætning herunder køn og alder.

§ 13. Udmeldelse / opsigelse af børn
Stk. 1. Udmeldelse af et barn skal foregå skriftligt, og varsles med 2 måneder før den 1. i den måned, som barnet ophører ved udgangen af.
Stk. 2. Institutionsbestyrelsen kan opsige et barn hvis forældrebetalingen ikke er indbetalt inden 8 dage efter betalingsfristens udløb og institutionen efterfølgende har rykket 2 gange skriftligt for betalingen. Der skal minimum være tale om en betalings overskridelse på 3 uger, før opsigelse med en uges varsel kan finde sted.

§ 14. Forældrebetaling
Stk.1. Bestyrelsen fastlægger selv forældrebetalingens størrelse. Fastsættelsen sker årligt som en del af det kommende års budgetplanlægning og kan maksimalt stige med hvad der svare til inflationen.
Stk. 2. Forslag om øget forældrebetaling skal behandles på et forældremøde, såfremt det er udover hvad der svarer til inflationen, der er skriftligt indkaldt med mindst 14 dages varsel.
Beslutning om øget forældrebetaling kræver tilslutning fra 3/4 af de fremmødte forældre.
Den øgede forældrebetaling skal varsles forældrene med mindst 3 måneder.
Den til enhver tid gældende takst skal fremgå af hjemmesiden.
Stk.3. Regler om nedsættelse eller bortfald af forældrebetalingen- herunder søskenderabat- er også gældende. Det påhviler lederen af institutionen at gøre forældrene bekendt med reglerne
Stk.4. Privatinstitutionen varetager selv opkrævning af forældrebetalingen. Bestyrelsen kan vælge at udlicitere opkrævningen.
Stk.5. Institutionen kan ikke fastlægge et indmeldelsesgebyr eller opkræve depositum hos forældrene.

§ 15. Åbningstider
Stk. 1. Institutionen har åbent alle hverdage. Bestyrelsen fastsætter den daglige åbningstid inden for en ugentlig åbningstid, der som minimum svarer til beregningsgrundlaget for størrelsen af det kommunale tilskud og i henhold til Allerød kommunes minimumskrav.
Stk. 2. Institutionen kan holde lukket samme antal dage som kommunale daginstitutioner.
Stk. 3. Bestyrelsen kan beslutte yderligere lukkedage. Muligheden for lukkedage fritager ikke institutionen for pasnings forpligtigelser i forhold til de børn, der er indmeldt i institutionen dog ikke den 5. juni og den 24. december.
Stk. 4. Bestyrelsen kan i samarbejde med lederen vælge at ændre den daglige åbningstid i forbindelse med ændrede behov i forældregruppen.
Ændringer i åbningstiden skal varsles forældre med mindst 2 måneder.

§ 16. Personaleforhold
Stk. 1. Leder og Souschef skal have pædagogisk uddannelse og personalesammensætning skal som minimum følge Allerød Kommunes krav/anbefalinger.
Stk. 2. Ved ansættelse af personale skal der indhentes reference fra tidligere arbejdspladser, straffeattest og børneattest.
Stk. 3. Personalet har tavshedspligt og underretningspligt, som indskærpes ved ansættelsen.

§ 17. Ansættelser og afskedigelser
Stk. 1. Bestyrelsen ansætter og afskediger personale inden for de rammer, der er fastsat i det godkendte budget.
Stk. 2. Ansættelser og afskedigelser, herunder ansættelse og afskedigelse af leder, kræver tilslutning i bestyrelsen jf. § 9 stk. 6.
Stk. 3. Bestyrelsen kan, efter nærmere skriftlig indgået aftale herom, i et vist omfang delegere ansættelseskompetence til institutionens leder i henhold til funktionsbeskrivelsen. Uddelegeret kompetence kan altid tilbagekaldes.

§ 18. Forpligtelse
Stk. 1. Til at forpligte institutionen retligt over for tredjemand kræves underskrift af bestyrelsens formand og i dennes varige forfald, næstformand sammen med et andet bestyrelsesmedlem.
Såfremt forpligtelsen overstiger 1% af institutions årlige omsætningen skal 5/6 af bestyrelsens medlemmer underskrive.

§ 19. Hæftelse
Stk. 1. Institutionen hæfter med sin formue efter dansk rets almindelige regler for alle institutionens gældsforpligtelser.
Stk. 2. Bestyrelsens medlemmer er ansvarlige for institutionens dispositioner i overensstemmelse med dansk rets almindelige ansvarsregler.
Stk. 3. Bestyrelsen kan give institutionens leder prokura for så vidt angår dispositioner vedrørende institutionens daglige drift.

§ 20. Institutionens nedlæggelse
Stk. 1. Beslutning om nedlæggelse af institutionen, eller dens ophør som privat institution kræver tilslutning af samtlige bestyrelsesmedlemmer.
Stk. 2. Ved institutionens nedlæggelse skal dens egenkapital/formue med tilslutning fra 5/6 af bestyrelsesmedlemmer anvendes til et tilsvarende socialt formål.
Stk. 3. Kan det fornødne flertal, jf. stk. 1. og stk. 2., ikke opnås, kan formanden indkalde til et nyt bestyrelsesmøde, med kun det pågældende punkt på dagsordenen, og beslutning kan på et sådant møde vedtages med tilslutning fra 4 bestyrelsesmedlemmer.

§ 21. Ændring af vedtægter
Stk. 1. Ændringer af vedtægterne kræver tilslutning fra 5/6 bestyrelsesmedlemmer.

Vedtaget på stiftende møde for den selvejende private institution LykkeLy den 22.maj 2016.

Tidligere vedtægter vedtaget:
På stiftende møde den 22. maj 2016
revideret på bestyrelsesmøde den 16. august 2020
revideret på bestyrelsesmøde den 23. august 2022